En artikelserie om udøvere, der fandt vej til vandpolosporten gennem andre vandidrætter.
For mange starter livet i vandet med svømning. Men for nogle bliver fascinationen af holdspil, taktik og fællesskab begyndelsen på et nyt kapitel.
Vi har talt med en række danske vandpolospillere, som også har en fortid i andre vandidrætter, om deres vej til vandpoloen. Her fortæller de, hvad der fik dem til at vælge holdsporten, og hvad de har fundet i vandpolo, som de ikke fandt andre steder.
I dag deler vi historien om Kjertan Lyster.
Kjertans forhold til vandpolo har langt fra været en lige vej. Undervejs har han både dyrket konkurrencesvømning og kastet sig over åbent vand på distancer helt op til 42 kilometer. Alligevel har vandpoloen flere gange trukket ham tilbage.
Første gang oplevede han det som 16-årig under et udvekslingsophold i USA. Senere fulgte næsten ti år væk fra vandpolobassinet, før han igen fandt tilbage til sporten – og helt tilbage på landsholdet.
“Vandpoloen blev ved med at trække mig tilbage”
Som 16-årig fik jeg en alvorlig inflammation i min højre skulder og blev stillet i udsigt, at det måske ikke var sandsynligt, at jeg kunne komme tilbage og spille vandpolo. Det skete samtidig med, at jeg skulle til USA som udvekslingsstudent.
Tilfældigvis endte jeg hos en værtsfamilie i Ann Arbor, Michigan, hvor der var tre forskellige vandpolohold. Min værtsfamilie ville ikke høre tale om, at jeg måske ikke skulle spille igen, så jeg blev sendt på universitetshospitalet og begyndte et intensivt forløb hos deres fysioterapeuter.
Samtidig var pre-season på min high school begyndt. Jeg kunne endnu ikke spille med, men blev slæbt med til træningerne to gange om dagen og lavede stort set kun bentræning. Alligevel gik der kun en uge, før jeg følte mig som en del af holdet. Jeg var i et helt nyt land og forsøgte at finde fast grund under fødderne, og pludselig havde jeg et fællesskab omkring mig. Det er noget af det, jeg synes gør vandpolo helt særligt.
Efter tre måneder sluttede vandpolosæsonen, og svømmesæsonen begyndte. Jeg klarede mig rigtig godt og havde potentiale inden for især medley og brystsvømning. Det var spændende at prøve, men jeg savnede noget. Fællesskabet, intensiteten, teknikken, taktikken og konkurrencen i vandpolo trak mig tilbage. Opholdet gav mig faktisk blod på tanden til senere at søge udfordringer som professionel vandpolospiller.
Mange år senere oplevede jeg næsten det samme igen. I 2013 besluttede jeg mig for at prøve noget andet end vandpolo og kastede mig over åbent vand. Det blev blandt andet til 42 kilometer fra København til Helsingør og en tur fra Dragør til Kristianstad i Sverige samt en række andre længere svømninger.
Min bror Aslak var i mellemtiden blevet cheftræner i HSK og lokkede mig på et tidspunkt til at stå på kanten for klubben. Det var min første længere berøring med vandpolo i syv år. Senere, under et skadesforløb med skulder og hofte, opfordrede min fysioterapeut mig til selv at begynde igen, fordi vandpolo var noget, min krop kendte.
“Der kan være en plads til dig, uanset hvor i livet du befinder dig”
Det blev begyndelsen på min anden forelskelse i sporten. Jeg kastede mig ind i det med fornyet energi, målrettet genoptræning og styrketræning og kom siden tilbage på landsholdet. Derefter lokkede SSK mig tilbage i 1. division, og senest har jeg været med, efter HSK igen startede et hold i landets bedste række.
Efter næsten ti års pause fra selv at spille har det givet mig utrolig meget livsglæde at vende tilbage. Jeg har dyrket mange spændende og fysisk krævende aktiviteter gennem mit liv, men vandpolo er den eneste sport, der bliver ved med både at udfordre mig fysisk og motivere mig mentalt – samtidig med at den giver mig det fællesskab, som betyder så meget.
Det er måske også det særlige ved vandpolo: Der kan være en plads til dig, uanset hvor i livet du befinder dig.
Med artikelserien “Fra solo til polo” ønsker vi at sætte fokus på de mange forskellige veje ind i vandpoloen og de personlige historier, der illustrerer de alternative udviklingsveje, som findes i dansk vandidræt.
