For anden gang i træk går hædersbevisningen til en profil fra dansk vandpolo.
Ole Løgsted fra SSK Slagelse er blevet tildelt SvømDanmarks Ragnhild-pris, som gives til personer, klubber eller initiativer, der har gjort en særlig positiv forskel for SvømDanmark, dets discipliner og medlemsklubber.
Prisen blev overrakt lørdag eftermiddag ved HRS Cup i Slagelse af SvømDanmarks næstformand, Morten Andersen. Overrækkelsen blev også overværet af Slagelses borgmester, Knud Vincents.

Med hæderen fortsætter en bemærkelsesværdig række for dansk vandpolo. I april modtog Karl-Emil Greve fra Tommerup Vandpolo samme pris, mens Camilla Jørgensen fra Lystrup Svømning og Steffen S. Nielsen fra Frem Odense begge blev hædret med Ragnhild-prisen i 2020.
Mere end en træner
For generationer af vandpolospillere i Slagelse og resten af landet er Ole Løgsted synonym med engagement, fællesskab og en utrættelig kærlighed til sporten. Gennem årtier har han været træner, holdleder, organisator, chauffør, mentor og praktisk altmuligmand – ofte på samme tid.

Historierne om Ole er mange. Bekendte deler, at han har kørt tusindvis af kilometer for at få spillere til stævner og kampe, åbnet sit hjem for holdkammerater efter store sejre og gjort en dyd ud af, at alle skulle føle sig som en del af fællesskabet.
Mange peger også på hans særlige evne til at spotte nye talenter og få børn og unge til at forelske sig i sporten. Samtidig beskrives han som en person, der altid har sat spillerne før sig selv. Da han fyldte 60 år, ønskede han sig ikke gaver, men sponsorater til klubbens spillere.
”Jeg holder med vandpolo”
Der ligger en særlig uegennyttighed i at hjælpe dér, hvor indsatsen ikke direkte kommer ens egen klub, eget hold eller egne spillere til gode – men går op i en højere enhed.
Den tilgang har kendetegnet Ole Løgsted. Han har ikke kun engageret sig, når det handlede om det nære og velkendte, men også når sporten som helhed havde brug for en hånd, en stemme eller en erfaren voksen i rummet.
Måske opsummeres Oles indsats derfor bedst af det motto, som flest forbinder med ham:
“Jeg holder med vandpolo.”
Ikke med en bestemt klub eller et bestemt hold – men med sporten som helhed. Også når opgaverne ligger uden for rampelyset.
En særlig pris

Ragnhild-prisen blev første gang uddelt i 2019 og gives til personer og initiativer, der gennem engagement, innovation eller vedholdende indsats har sat et positivt aftryk på fællesskabet i SvømDanmarks discipliner.
Vandpolo Danmark ønsker Ole Løgsted et stort tillykke med den velfortjente hæder og takker for en livslang indsats i dansk vandpolo.
Du kan se den samlede oversigt over modtagere af SvømDanmarks Ragnhild-pris siden 2019 her: https://www.svoem.org/Om-unionen/Aeresbevisninger/Ragnhild-pris/