Fynsk finalebrag venter hos kvinderne, når Tommerup møder FREM i første DM-finale af to. Hos herrerne kæmper Tommerup og STT om en finalebillet mod Slagelse.
Fotos: Claus Andersen (tv) & Jesper Nielsen (th)

Efter flere dages dialog mellem Vandpolo Danmarks bestyrelse og ledelsen i Frem Odense er der nu truffet en endelig afgørelse om den videre afvikling af herrernes DM-slutspil.

Frem Odense har besluttet at trække sit herrehold fra turneringen. Klubben forklarer:

Beslutningen om hvordan slutspillet skal afvikles har desværre medført, at FREM er ude af turneringen. Ændringerne i datoer kolliderer med andre planlagte aktiviteter, herunder eksamensforberedelser, som bevirker at FREM ikke har mulighed at stille fuldt hold til slutspillet. FREM måtte også i foråret trække sig fra Final 8 i Oradea i Nordic Trophy med samme begrundelse.”

Det betyder, at Slagelse uden kamp går videre til finalen og dermed får mulighed for at spille med om det danske mesterskab.

Tommerup og STT spiller videre

Anderledes ser det ud i den anden semifinale, hvor både Tommerup og STT har meldt sig klar til at fortsætte turneringen. Første skridt bliver dog at få afgjort den anden semifinale fra 3. maj, som ved en fejl endte uden en vinder.

Lørdag den 10. maj i Svømmehallen Universitetet mødes de to hold til en straffekonkurrence, der skal afgøre udfaldet af den forrige kamp.

Frem Odense er, trods omstændighederne, hjælpsomme og stiller både vand og dommerbord til rådighed ved semifinaleafgørelsen – en indsats, Vandpolo Danmark sætter pris på.

Tryk på pilen for at se hele programmet for lørdag 10. maj.

11:40 Adgang til hal

12:00 Adgang til vand

12:15 Straffekast Tommerup – STT (herrer)

12:45 Eventuel 3. semifinale Tommerup – STT (herrer)

14:00 1. Kvindefinale

Sådan afvikles herrefinalerne

Vinderen af tredje semifinale mellem Tommerup og STT er i finalen, og skal møde Slagelse. Herrernes finaler kommer til at forløbe således:

Kvindernes turnering forløber planmæssigt

Hos kvinderne er turneringen upåvirket af forløbet i herrerækken. Her står det klart, at finalen bliver et fynsk lokalopgør mellem Frem Odense og Tommerup.

Kvindernes afgørelse falder dog forskudt af herrernes – allerede 17. maj.