Sæsonen 2025/26 i 2. division har budt på flere hold og en justeret turneringsstruktur. Rækken er udvidet fra en rent sjællandsk turnering til også at inkludere jyske klubber, hvilket har givet et bredere felt og tætte kampe i begge landsdele.

I grundspillet mødes holdene indbyrdes to gange inden for hver deres gruppe. Herefter går vinderne af de to grupper videre til divisionsfinalen, hvor 1’eren fra Øst og1’eren fra Vest mødes i guldkampen.

Én kamp til afgørelse i Øst

Den sjællandske gruppe består af Slagelse 2, HSK 2 og et klubsammenslutning mellem JGI (Jyllinge) og STT. Her har især Slagelse og JGI-STT fulgt hinanden tæt i toppen.

Slagelse ligger aktuelt til at tage førstepladsen, men med én kamp tilbage – mellem HSK og JGI-STT – er der stadig mulighed for forskydninger. En sejr til JGI-STT vil bringe dem op på siden af vestsjællænderne pointmæssigt, og i så fald bliver det målforskellen, der afgør, hvem der går i finalen.

Spænding i toppen af Vest-gruppen

I Jylland (Vest) er gruppespillet præget af et åbent billede i toppen.

Kolding indtager aktuelt førstepladsen med 12 point efter fire sejre og ét nederlag, men har kun én kamp tilbage at gøre godt med – og en potentielt afgørende af slagsen.

Efter kampdagen i Aarhus Svømmestadion den 26. april, hvor Aarhus 1900, Aalborg og Sønderborg krydsede klinger, sikrede Aalborg sig to sejre og har dermed overtaget andenpladsen fra Aarhus 1900. Det betyder, at Aalborg nu er med i kampen om førstepladsen sammen med Kolding.

Nordjyderne har samtidig den fordel, at de har to opgør tilbage. En enkelt sejr vil være nok til at bringe dem på niveau med Kolding pointmæssigt. Sker det i opgøret mod Aarhus 1900, vil mødet mellem Aalborg og Kolding den 15. maj i praksis blive en direkte afgørelse om finalebilleten i Vest.

Aarhus 1900 er ikke længere i spil til guldkampen, men kan stadig få indflydelse på turneringens udfald, når de igen møder Aalborg på hjemmebane 8. maj. Hvis Aarhus tager point fra Aalborg, vil det ændre forudsætningerne og øge betydningen af målscoren i Aalborgs sidste opgør mod Kolding.

Den jyske del af turneringen afgøres altså over to datoer – 8. og 15. maj – begge i Aarhus Svømmestadion.

Få overblik over kamptider og find tabeloversigterne for den danske 2. Division lige her.