Efter stor polemik omkring underkendelsen af herrernes anden DM-semifinaler tager dommerne nu selvkritisk bladet fra munden.

I en udmelding fra dommer Martin Kristensen – sendt på vegne af dommerstanden – anerkendes det, at afgørende fejl er begået, og at der er behov for, at både dommere og udvalg ser indad og tager ansvar for det forløb, der har kastet herrernes DM-slutspil ud i forvirring.
Ifølge Kristensen er situationen opstået som følge af blandt andet manglende kommunikation og fravær af en turneringsansvarlig. Udtalelsen lyder i sin helhed:
Kære vandpoloudvalg- og klubber
Efter et par turbulente dage er det tid til refleksion – også fra vores side.
Det er en yderst beklagelig situation, som vi er havnet i. Desværre kan både vi som dommere, og sikkert også udvalget, kun kigge indad.
Situationen opstod som følge af en række elementer, som i sidste ende kun kan skæres ned til manglende kommunikation og manglende tilstedeværelse af en turneringsansvarlig fra udvalgets side.
Det har desværre haft nogle konsekvenser for klubberne, som de på ingen måde havde fortjent, og nu står vi i en rigtig kedelig situation, hvor der er risiko for, at vi ikke kan få afviklet DM-slutspillet på den bedst mulige måde ud fra den situation, vi nu står i.
Vi vil gerne fra dommernes side opfordre til, at vi alle forsøger at lære af det her, og at klubberne – trods den situation de nu er blevet bragt i – finder plads til at tro på, at alle har forsøgt at gøre deres bedste, og at vi i fællesskab får afviklet DM-slutspillet på en god måde ud fra de retningslinjer, som udvalget har udstukket.
På vegne af dommerne
Martin Kristensen
Udvalg og klubber i aktiv dialog
Disciplinudvalget ser med enighed og respekt på dommernes udmelding og deler opfordringen til, at resten af mesterskabet bliver præget af samarbejde og en løsningsorienteret tilgang – for at kunne afvikle den bedst mulige og mest fair slutrunde til ende, trods omstændighederne.
Bestyrelsen har samtidig rakt hånden ud og er i dialog med involverede klubber med det mål at finde den bedst mulige løsning for afviklingen af sæsonens resterende kampe.