I januar 2026 revideres de nuværende regler for ungdomsvandpolo – nu åbnes der for input og forslag.

Det er tid til at komme ud af busken og give din repræsentant i Ungdomsudvalget input til, hvad der bør justeres i de nuværende ungdomsregler.

Er banen for lang eller for kort? Er bolden for stor eller for lille? Eller er der andre forhold, som reglerne bør tage højde for?

Uanset hvad, har du og din klub nu mulighed for at få indflydelse på de regelsæt, der skal gælde i det nye år.

Sådan bliver du hørt

Processen er enkel: Har du en holdning, skal den deles med din klubs repræsentant i Ungdomsudvalget (se liste over klubrepræsentanter nederst i artiklen).

Repræsentanten har herefter til opgave at indsamle input fra klubben i et fælles klubbidrag, som indsendes til Ungdomsudvalget senest 7. januar 2026.

Herefter behandles forslagene på Ungdomsudvalgsmødet den 21. januar 2026, hvor klubbernes repræsentanter deltager og fremlægger deres inputs og synspunkter. På baggrund af en høring blandt de fremmødte ungdomsklubber træffer Ungdomsudvalget beslutninger ved simpelt flertal.

Resultatet bliver et revideret ungdomsregelsæt, som efterfølgende sendes til endelig godkendelse i Vandpolo Danmarks bestyrelse, med henblik på ikrafttræden 1. marts 2026.

Er du i tvivl om, hvem din lokale repræsentant er, kan du finde dem her:

  • Hovedstadens Svømmeklub (HSK): Anja Boye
  • Tommerup Vandpolo: Rikke Anny Madsen
  • Frem Odense: Jesper Læsø
  • Slagelse-Korsør: Susanne Andersen
  • Jyllinge: Kim Dyresberg
  • VNF (Nykøbing Falster): Peter Panum
  • Lystrup: Juhis Savolainen
  • STT: Peter Jensen

Hvis din klub endnu ikke har en repræsentant i Ungdomsudvalget, hører vi meget gerne fra jer via formularen nederst på ungdomssiden. Målet er et udvalg med så bred og dækkende repræsentation som muligt.