Ungdomsudvalget har udarbejdet en række nye regler, som er blevet godkendt af Vandpolo Danmark og træder i kraft med øjeblikkelig virkning

Vandpolo Danmark har godkendt en række justeringer i de officielle regler for børne- og ungdomsrækker. De nye regler, som træder i kraft fra 11. marts 2025, fastsætter særlige undtagelser fra de generelle vandpoloregler og gælder for spillere fra U10 til U20.
Blandt de væsentlige ændringer er, at U10 ikke længere deltager i mesterskaber, men fortsat er velkomne ved øvrige stævner. Derudover præciseres banestørrelser og spilletider for de forskellige aldersgrupper, ligesom brugen af shot-clock og regler for nøl er blevet justeret.
I U12-mix spilles der eksempelvis på en mindre bane (12,5 x 15 meter) med ineffektiv tid, mens U14-mix og ældre spiller på standardbaner med effektiv tid og i nogle tilfælde anvender 5-meter kast for at finde en vinder.
For ældre ungdomsrækker
For de ældre ungdomsrækker (U16, U18 og U20) er reglerne i højere grad tilpasset seniorkonceptet med fulde kampmarkeringer og brug af shot-clock i U16 og opefter. U20-rækken skiller sig ud ved at være den eneste, der ikke er en mix-række.
Reglerne er blevet godkendt af Vandpolo Danmark den 9. marts 2025 og bliver revideret senest i første kvartal af 2026.