Børn fra hele landet deltog, da Jyllinge Svømmehal lagde vand til det årlige U10 & U12 MIX-stævne.
For fjerde gang samlede ungdomsstævnet i Jyllinge Svømmehal børn fra hele landet til en dag fyldt med kampe, grin og nye venskaber.
Søndag den 26. oktober summede det af vandglæde, da den årlige ungdomsturnering blev afholdt for fjerde gang. Arrangementet samlede spillere fra København, Odense, Århus (Lystrup), Slagelse, Nykøbing Falster og Jyllinge.
Konceptet var som altid enkelt og inkluderende: Hver klub stillede med de spillere, de kunne mønstre – store som små hold – og på dagen blev børnene blandet på tværs af klubber, så alle fik mulighed for at spille sammen med nye holdkammerater. Nogle klubber kom med tre-fire spillere, andre med over ti, og tilsammen blev der dannet seks blandede hold, som spillede en række korte og underholdende kampe i løbet af dagen.
Arrangørerne udtaler:
“Turneringen er et breddearrangement, som har til formål at få de små klubber ud til et stævne, så børnene kan opleve at spille vandpolo på et fuldt hold – selvom klubben ikke nødvendigvis kan stille et helt hold selv.
Formålet er også at skabe fællesskaber på tværs af landet. Holdene blev sammensat af spillere fra forskellige klubber, således at alle kom til at spille på hold med nye bekendtskaber. Arrangementet lagde meget vægt på, at der var plads til andet end kamp, hvilket sås tydeligt imellem kampene, hvor der også var plads til plask og leg i det lille og varme bassin.”
Mellem kampene var der netop tid til fri leg og hygge i bassinet, hvor energien langt fra slap op. Dagen blev rundet af med en lille præmie til alle deltagere – en velfortjent souvenir fra en sjov og aktiv dag i Jyllinge.