Tidligere mesterklub udtræder fra dags dato af den danske førstedivision, og en ny klub overtager deres spillerlicenser

KVIK Kastrups vandpolobestyrelse har efter dialog med Swim Team Taastrup (STT) besluttet at oprette en vandpolosektion i Taastrup, som fra februar 2025 erstatter Kvik Kastrup i den danske førstedivision. Dette betyder, at STT fra dags dato overtager KVIK’s spillerlicenser.
Beslutningen kommer i kølvandet på ændrede træningsvilkår for KVIK Kastrup, der siden oktober har måttet finde alternative løsninger på træningsafvikling på grund af en ny halfordeling i Tårnby Kommune.
Kommunens beslutning om at flytte kajak til Kastrup Svømmehal har resulteret i, at Svømmeklubben Kvik har mistet flere af sine tidligere træningstider. Dette har skabt udfordringer for blandt andet klubbens elitehold i svømning, vandpoloafdeling og flere voksen- og børnehold.
Som en konsekvens har Kvik Kastrups førstedivisionshold i vandpolo, tre gange danske mestre, besluttet at flytte deres aktiviteter permanent til Taastrup Svømmehal og svømmeklubben Swim Team Taastrup (STT), der fremadrettet skal danne rammerne for både træninger og hjemmekampe.
Lanceringen af STTs vandpolohold åbner også for, at klubben kan etablere en ny vandpolosektion, som skal understøtte sporten lokalt og tiltrække nye ungdomsspillere.
Gode vandpolofaciliteter
Svømmehallen Taastrup tilbyder fremragende faciliteter for både træning og afvikling af vandpolokampe.

Hal 1, den gamle svømmehal, har en dybde, der varierer fra 90 til 130 cm og op til 300 cm, og vandtemperaturen ligger mellem 27-28 grader. Den har desuden en lounge og et spa-område med saunaer, som giver mulighed for afslapning og restitution.
Hal 2 har en dybde på op til 200 cm, et 50 meter langt og 25 meter bredt bassin med hæve-/sænkebunde på alle 10 baner. Dybden kan justeres fra 0-86 cm til 120-200 cm, hvilket gør det muligt at opdele bassinet på forskellige måder. Hal 2 er også ideel til større vandpolo-turneringer og spilrunder, med monterbare tribuner, der kan rumme ca. 200 til 500 tilskuere, afhængig af behovet.


Læs mere om Taastrup Svømmehal her.
Det forventes at KVIK Kastrup fortsætter dialogen med Tårnby Kommune for at sikre bedre træningsforhold for klubbens øvrige hold. Klubben arbejder på at finde løsninger, der kan gavne alle medlemmer på tværs af afdelinger.