Fire jyske klubber puster nyt liv i 2. Division vest for Lillebælt, når de i foråret deltager i rækken.
Over de seneste år er den danske 2. division blevet afviklet udelukkende på Sjælland. I modsætning til 1. division, hvor der spilles ude- og hjemmekampe, er 2. division organiseret med større hensyn til logistikken og med fokus på færre rejser for de deltagende hold.
Det har i praksis betydet, at turneringen har været koncentreret på Sjælland, mens Jylland i en årrække har stået uden både deltagelse og en egentlig turneringsstruktur.
Men fra februar 2026 ændres billedet markant. 2. division udvides med fire klubber og samles igen i én national række med både jysk og sjællandsk deltagelse – som resultat af et målrettet arbejde med at genopbygge en sammenhængende struktur for konkurrencevandpolo i landsdelen.
Nu med otte hold
Jylland melder sig ind i 2. division med fire seniorhold, hvilket betyder, at turneringen udvides til i alt syv klubber og ét klubfællesskab. Med deltagelse fra Aalborg Svømmeklub, Aarhus 1900, Kolding Svømmeklub og Svømmeklubben Sønderborg bliver Jylland igen en aktiv del af den nationale turnering.
Samtidig består den sjællandske pulje fortsat af Hovedstadens Svømmeklub, SWIM Slagelse-Korsør, skånske Ängelholm samt klubfællesskabet mellem A6 JGI-Swim og Swim Team Taastrup (STT).
Øst og vest – men én samlet turnering
Den nye struktur betyder, at 2. division afvikles som en national turnering med et grundspil opdelt i to geografiske grupper – Sjælland (Øst) og Jylland (Vest). I grundspillet konkurrerer holdene inden for deres respektive puljer, men sæsonen afsluttes med et krydsspil på tværs af landsdelene.
Når grundspillet er færdigspillet i maj 2026, mødes den bedst placerede jyske klub og den bedst placerede sjællandske klub i en sæsonfinale, hvor 2. divisionsmesterskabet afgøres.
Særligt format i Jylland
Mens den sjællandske gruppe fortsætter i det eksisterende format, introduceres der i Jylland en ny, rundebaseret struktur. Her samles holdene til fælles kampdage, hvor alle fire klubber mødes og spiller mod hinanden. Hver klub har på skift værtskabet for én runde om måneden.
I den forbindelse er der indgået en særaftale mellem klubberne, da holdene forventes at spille flere kampe på samme dag. Kampformatet justeres derfor, så der spilles fire perioder à seks minutters effektiv spilletid. Justeringen er foretaget for at tilgodese både klubbernes og spillernes indgang i sporten og samtidig sikre en mere fair og balanceret konkurrence.
Et vigtigt skridt for dansk vandpolo
Genoplivningen af konkurrencevandpolo i Jylland markerer et vigtigt skridt for dansk vandpolo. Flere aktive klubber, som i en årrække har manglet et organiseret turneringsformat for seniorer, får nu mulighed for regelmæssig kampaktivitet på nationalt niveau. Med udvidelsen af 2. division styrkes både bredden og den geografiske forankring af sporten, og fundamentet lægges for en mere sammenhængende udvikling af dansk vandpolo på tværs af landet.
Kampprogrammet for 2. division er i øjeblikket under den sidste planlægning, men kan findes her.