Slagelse sikrede sig tredjepladsen ved Nordisk Mesterskab i Taastrup efter bronze-sejr over svenske Neptun.

I weekenden samledes Nordens bedste herrehold i Taastrup, hvor klubber fra Litauen, Finland, Sverige og Danmark kæmpede om det årlige Nordiske Mesterskab (NM).
Efter to dages tætte opgør og gruppespil var der metal på højkant for Slagelse. Modstanderen var Neptun fra Stockholm, og kampen om bronzen blev alt andet end en formalitet.
Fra første fløjt bølgede kampen frem og tilbage. Slagelse kom bedst fra start, men svenskerne kæmpede sig langsomt tilbage. I fjerde periode fandt danskerne dog rytmen igen – og da det sidste minut tikkede væk, stod der 13-11 på tavlen.
Bronzen var sikret, og dermed kunne de danske mestre tage fra Taastrup som Nordens tredjebedste klubhold – kun overgået af litauiske Delfinas og turneringens vindere, Cetus fra Finland – som i finalen besejrede litauerne med cifrene 17-10.
Et vellykket arrangement
NM blev samtidig et vellykket arrangement – og en milepæl for værterne. STT (Taastrup), som i turneringen endte som nummer fem, har nemlig kun haft vandpolo på programmet siden januar i år, og turneringen var dermed den første internationale klubturnering, klubben og Taastrup Svømmehal har lagt hus til.
Værtskabet blev også rost for sin afvikling, hvor STT-formand Peter Jensen stod i spidsen for et setup, der satte et flot punktum for mesterskabet i år.