Tommerup danner ramme om en hel dag med træning, spil og fremtidsplaner for dansk kvindevandpolo

Lørdag den 4. oktober er der åben indbydelse til piger og kvinder fra hele landet til en landsdækkende fællestræning i Tommerup Svømmehal.

Bag initiativet står de nye trænere Tina Ammitzbøll Egefjord, Mette Eskelund og bestyrelsesmedlem Siri Holme Christensen, som vil bruge dagen til både at styrke sammenholdet og lægge planer for fremtiden.

– Vi håber at se så mange som muligt, så vi kan få en fornemmelse af, hvor dansk kvindevandpolo står lige nu. Det bliver en dag med masser af spil, træning og gode snakke, siger arrangørerne.

En hel dag med vandpolo

Fællestræningen begynder lørdag den 4. oktober klokken 11.00 i Tommerup Svømmeklubs klublokale, hvor deltagerne mødes og bliver introduceret for dagens trænere.

Derefter følger to træningspas i bassinet – fra klokken 12.00 til 14.00 og igen fra 16.00 til 18.00 – med et oplæg og en fælles frokostpause imellem (man må ikke medbringe madpakke i svømmehallen).

Undervejs vil arrangørerne også præsentere en plan for fremtidige træningssamlinger, som efter planen skal finde sted cirka én gang om måneden.

Åben invitation

Alle piger og kvinder med interesse for vandpolo er velkomne til at deltage, uanset erfaring og niveau.

Tilmelding foregår via Facebook eller ved at sende en mail til Siri Holme Christensen på siri.vandpolo@gmail.com.

Arrangørerne opfordrer samtidig til, at man hjælper med at sprede budskabet, så flest mulige får mulighed for at deltage i dagen, der skal give kvindevandpoloen i Danmark et fælles løft.