U17-landsholdet måtte se sig slået i flere hårde opgør, som resulterede i en skuffende placering
Fra d. 26. til 28. oktober deltog Danmarks U17-landshold i Brno, Tjekkiet, i den årlige internationale EU Nations Cup for junior-landshold. Turneringen blev spillet i to grupper, hvor Danmark var i gruppe A sammen med Moldova, Litauen, Tjekkiet og Skotland, mens gruppe B bestod af Ukraine, Slovakiet, Belgien, Storbritannien og Estland.
Dansk rutsjebanestart
Holdet stod over for en svær udfordring i åbningskampen mod værterne fra Tjekkiet, som lagde ud med høj intensitet og skabte hurtigt et overtag ved at vinde de tre første perioder med 3-2. De rød-hvide viste dog vilje og lukkede nogle huller i sidste periode, som de vandt med 3-2, men det var ikke nok til at vende opgøret. Danmark måtte se sig slået med slutresultatet 11-9 og gå pointløse fra åbningskampen.
Efter nederlaget til Tjekkiet var holdet opsat på revanche, og de fulgte op med en sejr på 10-7 over Skotland. Danmark kom godt fra start og førte klart ved pausen, men tredje periode blev en brat opvågning, da skotterne nær hentede ind på forspringet. Danskerne formåede dog at genfinde fokus og gik slutligt fra kampen med tre point på kontoen.
Bukkede under for svær modstand
Efter sejren over Skotland ventede endnu større udfordringer. Litauen, der viste sig som et stærkt og aggressivt mandskab, hev en klar 17-5-sejr hjem mod Danmark, som havde svært ved at finde svar på litauernes offensive spil og robuste forsvar.
Dernæst mødte danskerne turneringsfavoritterne, Moldova, som fra startfløjtet knuste det danske forsvar og straffede de mange fejl, der blev lavet i angrebet. Med et resultat på 16-3 til Moldova endte Danmark som nummer fire i gruppen.
I kampen om syvendepladsen stod Danmark over for Storbritannien fra gruppe B, og lagde ud med en 4-3-føring i første periode. Britterne overtog dog hurtigt initiativet og sikrede en føring på 8-5 ved halvlegen. Danmark forsøgte at kæmpe sig tilbage, men det britiske hold holdt fast, og danskerne måtte til sidst se sig slået med 11-7, hvilket resulterede i en ottendeplads ud af ti i turneringen.
Forbedringer i fokus
Den nyudpegede U17-landstræner, Philip Steenfos, så efter kampen kritisk på holdets samlede præstationer i turneringen: “Jeg er lidt skuffet… Jeg kender de fleste af spillerne, og jeg ved, hvad de kan levere.” Han påpegede, at samspillet haltede hele weekenden og fremhævede flere udfordringer, der kunne forklare den samlede præstation. “Vi kunne ikke knække koden… Vi fik ikke vildt meget til at fungere, og havde kun to heldige mand-mere-spil i hele turneringen. Det er ikke tilfredsstillende,” lød hans vurdering.
Landstræneren uddybede, at en del af problemet kunne skyldes manglende træningstid sammen forud for turneringen, og at holdet skal arbejde med basale færdigheder for at styrke både individuel teknik og det taktiske samspil for at højne niveauet.
Selvom Danmarks ottendeplads ved EU Nations Cup afspejler en turnering med flere nedture end opture, kan U17-landsholdet tage værdifuld erfaring med sig, som landstræneren håber vil skabe grundlag for et højere niveau til de Nordiske Mesterskaber.
Trods den udfordrende turnering reflekterede Steenfos positivt over sin egen tilbagevenden til landstrænerrollen og erfaringen, den har bragt med sig: “Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har savnet det. Det er fedt. Det er en helt anden dynamik, man har, når man er afsted med drengene. Der er ikke noget andet hold, jeg hellere ville være træner for.”