Vandpolo Danmark
Den franske OL-drøm blev kortlivet: Emil Bjørch har spillet sin sidste kamp i Frankrig
Foto: Philippe Fretault (WPInside)

Frankrigs sidste opgør i den indledende runde havde ingen betydning for hverken Frankrig eller deres modstandere, Spanien. Begge holds skæbner var bestemt forud for kampen, da Frankrig allerede var ude af turneringen efter nederlaget til Serbien lørdag.

Men kampen mod Spanien blev alligevel en vigtig affære for franskmændene; en æreskamp foran det hidtil største hjemmepublikum og en slags afskedsceremoni for flere franske spillere, herunder også Emil. Over titusinde fans havde skaffet billetter til at støtte ‘Les Bleus’ i Paris La Defense Arena, for at se ‘den sidste dans’.

Et værdigt farvel

Værtsnationen havde inden OL høje forventninger om at gå videre. Der var endda forhåbninger om en medalje, efter de suveræne præstationer ved det forrige EM i Kroatien og VM i Doha. Derfor gjorde det ekstra ondt, da drømmen allerede brast i lørdags, da holdet tabte 15-8 til Serbien. Men det påvirkede ikke Frankrigs tilgang til deres sidste gruppekamp mod de regerende europamestre.

Omkring 17.000 tilskuere fik en oplevelse for alle pengene, da værterne kom stærkt tilbage fra at være bagude med 3-0 i første spilperiode. I tredje periode udlignede de nemlig til 7-7. Men det blev desværre ikke omdrejningspunktet for Frankrig, og Spanierne kom igen op i det ekstra gear. Selvom de stærkere spaniere til sidst trak fra og vandt opgøret 10-8, blev det franske hold hyldet med et storslået bifald fra fans i begge lejre.

På trods af det uheldige OL-exit i den indledende runde, har holdet nemlig været med til at cementere Frankrig som en højt respekteret vandpolonation med en af de mest imponerende fremgange i sportens nyere tid. Det kan vi i Danmark været stolte af, at en slagelsebo har været en del af.

Foto: Philippe Fretault (WPInside)

For Emil Bjørch markerer dette OL afslutningen på en lang og veldekoreret professionel karriere. De sidste ti år har han haft sin base i Frankrig, hvor han har spillet professionelt for forskellige franske storklubber, mens han har drømt om at spille for det franske landshold.

Otte år efter Emil for første gang mærkede den franske vandtemperatur, gik drømmen i opfyldelse. Landstræner Florian Bruzzo anerkendte hans talent i den parisiske klub CN Noisy-le-Sec, og i 2022 modtog Emil det længe ventede blå pas, som også var billetten til det franske landshold.

To år senere har den 36-årige dansk-franske stjerne markeret sig i verdens største turneringer. Både med klubben og landsholdet. Med CN Noisy-le-Sec var han i vandet ved både Euro Cup og Champions League turneringer, mens han med Frankrig rundede 13 EM- og 19 VM-kampe. Som kulminationen på den lange karriere, blev OL i Paris endestationen. Emil har nu planer om at rejse hjem til Danmark med familien, hvor han foreløbigt hænger huen.

Spændende slutspil i vente

Selvom vi desværre ikke kommer til at se mere til Emil under OL, begynder nu de helt spændende slutspil at udfolde sig i Paris La Défense Arena.

I herrerækken dyster Grækenland, Serbien, USA, Australien, Italien, Ungarn, Kroatien og Spanien nu videre om OL-guld, mens det for kvinderne gælder Australien, Grækenland, USA, Holland, Italien, og Spanien. USA og Holland har allerede sikret de første pladser i semifinalerne tirsdag over henholdsvis Canada og Ungarn, som er ude af turneringen.

Husk at du mod legenes ende kan få hele vandpolo aktionen på HBO Max eller på DRs kanaler, hvor Aslak Lyster fra Hovedstadens Svømmeklub dækker slutspillet med Ulrik Rosenkvist. Overblikket over udsendelserne findes i DRs sendeplan og på DRTV.