Vandpolo Danmark
Seerne kan godt glæde sig, når OL-slutrunden i vandpolo sendes på DR fra og med tirsdag den 6. august.
Foto: Claus Hjelm (arkiv)

Danmarks Radio har nemlig rakt ud til det tidligere danske stortalent Aslak Lyster, som træder ind i rampelyset som kommentator og ekspert for DR’s dækning af vandpolo-slutspillet.

Nyheden blev delt på Aslaks personlige Facebook-profil.

“Om præcis en uge skal jeg være vandpolo-kommentator på DR. DR viser alle kampene i slutspillet, og der er garanti for vandpolo af fineste skuffe. Fyldt med spænding, store præstationer og æstetik!” skriver han.

Aslak vil sammen med DR’s kommentator Ulrik Rosenkvist bringe alle de dramatiske øjeblikke og store præstationer fra vandpolo-slutspillet direkte til de danske tv-seere.

“Jeg håber, I vil tune ind på DR, så vi i fællesskab kan nyde denne fantastiske sport, og jeg kan få glæden ved at dele min passion for vandpolo med jer alle sammen,” tilføjer han.

Ser frem til et historisk slutspil

Aslak Lyster er et velkendt navn i dansk vandpolo. Han har tidligere spillet for SSK Slagelses guldhold, som har flere danske titler i baggagen. Her har han blandt andet delt bassinet med sin tidligere kollega Emil Morgen Bjørch, som nu forsvarer de franske farver i Paris efter en længere professionel karriere i franske storklubber. Der er derfor især én ting, som Aslak glæder sig til at følge under OL.

“Som I nok alle ved, så kæmper Emil Morgen Bjørch og Frankrig i disse dage om en historisk plads i slutspillet ved OL… Forhåbentlig skal vi derfor sammen se en dansker spille OL kvartfinale næste onsdag på dansk tv”, slutter han.

Foto: Claus Hjelm – Emil Morgen Bjørch og Aslak Lyster (i baggrunden) under DM 2015 (arkiv)

Desværre måtte Aslak afslutte sin aktive spillerkarriere i den danske førstedivision tidligere end planlagt efter en skade, men hans engagement i sporten ophørte ikke der. Han har siden arbejdet som træner for kvindeholdet og ungdomsholdene i Hovedstadens Svømmeklub.

Nu er Aslak tilbage for at kommentere vandpolo i august, hvor han vil kombinere sin mangeårige erfaring som spiller og træner med en ny rolle som kommentator. Vi kan derfor glæde os til en lærerig og spændende dækning af OL-slutrunden på DR.

Alle OL-gruppekampe frem mod 6. august kan ses på HBO Max og programmet er lige her .

DR’s sendeplan for vandpolo-slutrunden kan findes på DRTV.