Dansk Vandpolo ser gerne en landsdækkende 2. division opstå fra 2025. Nu fremlægges forslaget, men der skal en tovholder til

Det har allerede fået succes på Sjælland. En ny og stor 2. division er udsprunget af turneringen “Danmarks Vandpolo Liga”, som blev testet i 2023. Turneringen gav klubber på tværs af divisioner mulighed for at spille sammen og resulterede i et konkurrencefyldt program, der blev taget rigtig godt imod.

2. divisionen i Øst er nu selvkørende med 11 deltagende hold, og ambitionen er at kopiere modellen i Vest og samle de to regioner i et fælles slutspil – uden deltagelse af 1. divisionshold.

Turneringens opbygning

Den nye struktur lægger op til, at vestklubberne (Fyn og Jylland) og østklubberne (Sjælland) starter sæsonen med et regionalt grundspil, hvor hvert hold spiller én ude- og én hjemmekamp mod de øvrige hold i deres pulje. Turneringen strækker sig over lidt under et år, og de to bedste hold fra hver region mødes i semifinaler og en efterfølgende sæsonfinale, som afgør 2. divisionen.

Turneringen er udelukkende for 2. divisionshold. 1. divisionshold, der spiller om Danmarksmesterskabet, kan ikke deltage. Dette sikrer et jævnbyrdigt niveau og en motiverende turnering for alle deltagere.

Skal favne bredden

I 2. division skal der være plads til alle. For nogle hold er fællesskabet det vigtigste, mens andre består af spillere, som måske endnu ikke har oplevet adrenalinen og konkurrencen, sporten kan tilbyde. Turneringen vil favne bredden i sporten og skabe plads til begge dele.

Fælles for alle udøvere er kærligheden til vandpolo og glæden ved konkurrence. Det nye format skaber en struktureret og holdbar turnering, der giver alle lokale hold mulighed for spændende kampe mod andre og en fælles pris at stræbe efter.

Turneringsleder(e) søges i Jylland

For at forslaget kan realiseret, kræver det at der findes en eller to turneringsledere fra Jylland, som kan hjælpe med at få de jyske klubber med i den landsdækkende 2. division i 2025.

Rollen er enkel og indebærer tre hovedopgaver:

Er du en entusiast, der brænder for at styrke vandpolo i Jylland? Vil du gøre en forskel for sporten og give de jyske spillere og klubber mulighed for at være med i den danske 2. division? Eller kender du måske en kammerat, som du sammen med kunne løfte opgaven?

Vær med til at gøre forslaget til virkelighed – kontakt Dansk Vandpolo på waterpolodk@svoem.dk.